Vi ankommer til Slagthuset en time inden i det officielle program. Stemningen synes allerede at have indfundet sig: folk snakker ivrigt i større eller mindre grupper, et sammensurium af engelsk og nordiske sprog, højt for at overdøve musikken. Der er fri bar, naturligvis er det vores første mål. Langs væggene er folk samlet om de seks spil, det gælder om i aften. Jeg kan ikke prale af at være inde i denne del af spilverdenen så jeg genkender kun Max & The Magic Marker, ikke overraskende det spil, som synes at  være mest populært den aften.

Vi bliver kaldt ind til et foredragslokale og finder en plads. Jason Della Rocca, tidligere Chief executive officer i IGDA, indleder med en introduktion, viser blandt andet en film med en noget aggressiv titel. I filmens indledende øjeblikke fortæller en ung fyr ivrigt om sin nye Xbox som kom med Halo 3. Jeg som værende en nyudklækket Halo-spiller, tager mig selv i at nikke. I næste sekund bliver fyren slået ned. Jeg ser forfærdet til gennem resten af filmen, i det jeg med voksende gru indser, at jeg er i lokale fyldt med folk, som åbenbart nærer et dybt had til alt hvad jeg som gamer foretager mig. Hvad skal jeg sige når folk begynder at spørge ind til mine indie-spiloplevelser? Jeg overvejer, om det at sige jeg har hørt om Braid er nok, men jeg ved godt det ikke er sandt. For min egen sikkerheds skyld vil jeg ikke tage øjenkontakt med nogen i aften.

Efter en vittig og overraskende nede-på-jorden-agtig tegn og fortæl af Della Rocca, er det tid til at spillene introduceres. Der er en anderledes tilgang til det i aften, idet det ikke er udviklerne selv, som viser og fortæller, men et andet hold udviklere og så videre. “Don’t worry, it’ll make sense,” forsikrer aftenens vært.

Af de seks spil, der bliver vist i løbet af aftenen, er tre af dem særlig nævneværdige i min bog, det drejer sig om:

Owlboy, et 2D platform adventurespil, af norske D-pad Studio. Spillet, som i den indledende del foregår højt oppe blandt skyer og mystiske svævende klipper, er rasende flot og den visuelle stil er utrolig gennemført og sær nostalgisk. Særlig glad er jeg for spillets lille protagonist, Otus, og spillets lidt syrede element, Save-Fish.

Youropa, et 3D platform og adventurespil med vægt på puzzles, af danske Frecle.  Hovedpersonen er en navnløs Youropean, en lille chibi-lignende skabning med sugekopper istedet for fødder; et ideel fortrin når det kommer til at udforske de Escher-esque baner. Til trods for græs og træer, er det en storby-stemning, spillet skaber. Dette kommer til udtryk i baggrundsmusik og det faktum at grafittidåser fungerer som en slags medipacks. Puzzle-mæssigt synes spillet at låne meget fra Portal. Af frygt  for at blive slået ved jeg ikke om det er en god eller dårlig ting.


Tuning, af svenske Cactus. Tuning er et platformspil hvori spilleren styrer en bold over en bane kasser. Et relativt simpelt spil, var det ikke fordi banerne gradvist bliver mere og mere, ja, fucked up. Jeg kan ikke forklare det, men vildt er det. Jeg tillader mig at henvise til traileren. Det hele præsenteres i lækre, psykedeliske farver perfekte til oplevelsen.

Efter fremvisningen ophører den frie bar, desværre. En øl koster nu 49 svenske kroner. Vi aner ikke, hvor meget det er, men det stopper os ikke. Et lille label på min svenske päron cider fortæller mig, at jeg ikke må nyde den kunstige sukkersmag hvis jeg er gravid. Tak, Sverige. Aftenens lækre bit-musik bliver bl.a. leveret af svenske Nifflas som også står bag en af aftenens spil, Saira. På væggen styrter bl.a. Mario og Pacman på speed gennem banerne i de fantastiske visuals leveret af Oppe om Natten, og jeg tager tit mig selv i at falde i staver foran de blinkende lys.

Idet aftenen slutter, er jeg tilfreds med mig selv. Ingen opdagede jeg var en bedrager, en mainstream gamer i indieland, så mit ansigt er intakt. Ydermere er mine øjne blevet åbnet meget mere til det, indiespil kan byde på, og jeg føler mig indie nok til at sætte  titelvideoen ind på min Facebookprofil, så jeg kan føle mig elsket når folk kommenterer.